Udsigt til bedre tandsundhed for kræftpatienter?

Regeringen har idag lanceret Kræftplan V, der skal bygge videre på de gode resultater med forebyggelse, opsporing og behandling af kræft. Konkret vil regeringen udmønte 600 mio. kr. fra 2025 og frem fordelt på fire indsatsområder og 36 konkrete initiativer. 

Dansk Tandsundhed har siden foreningens etablering arbejdet hårdt for at skabe større politisk opmærksomhed om sammenhængen mellem tandsundhed og kroppens øvrige sundhed. Dette gælder både med forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme som diabetes, leddegigt og hjerte-kar-sygdomme, men også i forbindelse med senfølger af for eksempel strålebehandling i mund- og halsregionen af kræftpatienter. Ved strålebehandling er senfølgerne i munden ofte markante og kan risikere at kræve større behandlingsforløb.

Alligevel halter det med oplysningen til patienter om risikoen for senfølger i munden samt, hvor de eventuelt kan henvende sig, når senfølgerne bryder ud. 

Fra Dansk Tandsundheds side ser vi derfor med stor tilfredshed på, at regeringen vil styrke informationen til patienterne om deres senfølger. Konkret skal dette ske gennem nye retningslinjer for senfølgeindsatsen, som tydeliggør, hvem der har ansvaret for at hjælpe patienterne med deres senfølger efter kræft. 

Indfør ret til tandeftersyn og behandlingsplan

Derfor foreslår vi, at den tandplejefaglige branche inddrages i arbejdet med at sikre bedre information om senfølger i munden efter kræft. Her vil det være helt oplagt at indføre en ny patientrettighed, hvor patienterne sikres ret til et vederlagsfrit tandeftersyn og en behandlingsplan, så patienterne i første omgang er informeret om potentielle risici ved senfølger, de konkrete behandlingsmuligheder og ikke mindst muligheden for at søge tilskud. 

For skal vi sikre en bedre opsporing og behandling af senfølgerne, starter det med bedre oplysning til patienterne. Det er vi klar til at hjælpe med i Dansk Tandsundhed, og vi ser frem til at bidrage konstruktivt til de politiske drøftelser om, hvordan den tandplejefaglige branche kan bidrage til at tage kræftbehandlingen i Danmark til et nyt niveau.