Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har i dag præsenteret en ny aftale for voksentandplejen. Det glæder vi os over i Dansk Tandsundhed. For der har været behov for, at området kommer tilbage på den sundhedspolitiske dagsorden:
Vi er overordnet tilfredse med, at der er kommet en aftale, hvor det er en klar prioritet i at bekæmpe ulighed i tandsundhed. Derfor er vi særligt glade for, at der skal arbejdes mere målrettet med data, så vi på sigt kan målrette tilskuddene efter de områder, hvor patienterne får mest tandsundhed for pengene,” siger Stefan Patti der er formand for Dansk Tandsundhed.
Dansk Tandsundhed ser dog samtidig med en vis bekymring på indførelsen af en ny tandkonto, hvor tilskuddene differentieres efter alder.
”Som vi ved er et politisk forlig en blandet buket, hvor man både vil kunne finde roser og tidsler. Og der må vi erkende, at tandkontoen hører til blandt tidslerne. Vi så hellere, at tilskuddet blev afgjort patientens sygdomsbyrde og ikke alder.” siger Stefan Patti.
Der skal findes løsning for patienter med parodontitis
I Dansk Tandsundhed finder vi det positivt, at der er fundet 66 mio. kr. til økonomisk trængte patienter. Vi håber dog også, at modellen for voksentandplejen løbende justeres, så vi kan sikre behandling til økonomisk trængte patienter, der ikke vil være omfattet af tilskud:
”Vi skal undgå, at der kommer en større patientgruppe, som ikke vil være omfattet af tilskud og derfor kan imødese større udgifter til behandling af parodontitis. Dem må vi ikke tabe, så det er vigtigt, at modellen løbende bliver justeret i takt med, at regionerne får mere data på området.", siger Stefan Patti og tilføjer:
"Det samme gælder i forhold til uddannelse af tandlæger og tandplejere. Vi står fuldstændigt bag aftalens høje ambitionsniveau. Men vi kan kun indfri aftalens mål, hvis der er behandlere til det.", siger Stefan Patti.
Vi skal fortsætte den konstruktive dialog
Den nye aftale om voksentandplejen markerer dog, at tandplejen igen er tilbage på den politiske dagsorden. Og det får Stefan Patti til at se lyst på fremtiden:
"Fra Dansk Tandsundheds side skal der lyde stor tak til Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde og forligspartierne for at prioritere voksentandplejen i denne valgperiode. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning, siger Stefan Patti, som håber, at den gode dialog med ministeriet og sundhedsordførerne fortsætter i forbindelse med implementeringen af den nye aftale:
"Vi har et fælles mål om at bekæmpe ulighed i tandsundhed og sikre mest mulig tandsundhed for pengene. Derfor satser vi også på at forsætte den konstruktive dialog med ministeren, ordførerne og regionerne i forbindelse med implementeringen af den nye model og behovet for løbende justeringer. Det vigtigste er, at voksentandplejen nu er tilbage på den politiske dagsorden, afslutter Stefan Patti.
